Det var skønt vejr i det jyske her til morgen, så jeg valgte at tage afsted igen i dag. Udgangspunktet var en fototur, hvor jeg ikke havde travlt. Fandt Husodde Hjertesti på nettet, der er 2 distancer (5,4 og 8,4 km). Jeg ville gå den lange rute. Så afsted med mig. Det gik så altså ikke helt som planlagt…..

Jeg parkerer bilen ved Husodde Camping – den ligger lige ned til stranden og jeg glædede mig til at komme afsted. Jeg finder kameraet frem fra rygsækken. I dagens anledning med det store (og noget tungere) objektiv. Konstaterer derefter at jeg (IGEN) har ladet hukommelseskortet sidde i computeren. Der er bestilt nogle ekstra, og jeg håber virkelig de kommer snart. Så billederne fra i dag er fra mobilen. Ændring af planen. I stedet for at gå langsomt og se alle de lækre detaljer, valgte jeg at speede op. Frem med vandrestavene og så fremad. Jeg gik langs med havet og duften af hav og tang er helt fantastisk. Skiltningen på hjertestien knap så fantastisk.


Jeg vandrer afsted, jeg undrer mig godt nok lidt over, at jeg ikke ser nogle markeringer af ruten. Efter ca. 4,5 km kan jeg dreje til venstre. Dette gør jeg heldigvis per intuition. Måske er jeg ved at danne stedsans?? Vejen fører op til Stensballe Golfbane. Her sætter jeg mig og får en myslibar og en kop kaffe. Og ser heldigvis også at der er skiltet til Husodde. Så jeg er på rette vej.

Efter en tur på 9,5 km er jeg retur ved bilen. En skøn tur, der ikke var helt efter planen. Ruten er rimelig flad og der er fine stier at gå på. Jeg skal afsted igen en anden dag, medbringende kamera med hukommelses kort. Nu er der pause til lørdag, hvor jeg skal gå mit første arrangerede walk i Mols Bjerge. Der er forhåbentligt skiltet godt…..
Tidligere antal vandrede kilometre: 69,6
Antal vandrede kilometre i dag; 9,5
Totalt vandrede træningskilometre; 79,1
Læs mere om Husodde Hjertesti her
Lidt flere billeder her
