# 22 – Så kom den… Den værste tur….

# 22 – Så kom den… Den værste tur….

Min begejstring over den der app (ViewRanger), jeg lovpriste i sidste indlæg er faldet gevaldigt. I weekenden tog jeg afsted til endnu en ny rute. Jeg skal love for, jeg fik min sag for.

Ruten fra ViewRanger hedder Øster Nykirke Vonge og skulle være omkring 17 km. En rundtur, der starter ved kirkens p-plads og går gennem Tinnet Krat og lidt langs Rørbæk Sø. Den første halvdel af turen er faktisk ganske vidunderlig. Smuk og på enten asfalt eller etablerede stier. Vejrudsigten havde lovet mig tørvejr, overskyet, men tørt!
Så afsted med mig. Yngsteafkom og manden min skulle til indendørs fodboldstævne, ældste hjemmeboende sov længe, så der skulle være fred og idyl og god tid. Iført mine helt nye Fjällräven bukser (som jeg havde en ide om, var vandtætte), vandresko, hat, vanter, en rygsæk på 7,5 kg og mine vandrestave (og gudskelov for dem) begav jeg mig så afsted.

De første 8-9 km. gik alt efter planen. Der var en smule støvregn, men ikke mere end at det var okay vandrevejr. Og så gik det galt. Jeg kom ind i skoven – helt ind i skoven, helt derind, hvor der kun er sporadisk internetforbindelse. Det er noget skidt, når min rute ikke var downloaded til off-line brug. Hermed et mega godt tip givet videre; Download ALTID ruten til off-line brug. I skoven gik ruten af knapt så etablerede stier, det virkede lidt som om, at jeg SKULLE ramme 17 km, uanset hvor mange mærkelige sving og underlige stier, det krævede. Og selvfølgelig for jeg vild. Mere end en gang. Godt jeg var alene afsted, der blev råbt nogle absolut grimme gloser meget højt ude midt i ingenting. På dette tidspunkt styrt regnede det også – og mine nye bukser er IKKE vandtætte. Der løb en flod af meget koldt regnvand ned af mine lår. Ned i mine – ellers vandtætte – sko. Det var ikke en sjov tur. Og de der 17 km blev til 19 km. som tog mig over 4 timer at tilbageligge. Heldigvis havde jeg mine vandrestave med, de er mega gode når skoven forceres udenfor stierne (dette var nødvendigt for at komme på sporet igen).
På ruten er der ingen bænke, shelters eller andet, der indbyder til en pause, så min frokost blev spist stående ved et skilt, hvorpå min rygsæk kunne hænge. Det er ikke en rute jeg vil anbefale……

I går havde vejrudsigten lovet solskin. Jeg havde fri fra jobbet, og jeg er jo ikke typen, der bare lige giver op. Så jeg fandt en ny rute på ViewRanger. Denne gang valgte jeg en rute i mit “hood” (Horsens). Så var jeg lidt mere på hjemmebane og kendte dele af ruten i forvejen. Ruten hedder Nørrestrand-Husodde. Heldigvis var det en fantastisk tur. Vejrudsigten holdt hvad den lovede og jeg fik vandret 22 km i det flotteste solskin.

Denne rute har det hele; det åbne landskab med marker, små landsbyer, søer og fantastiske udsigter over landskabet. Den fører gennem skoven til havet og retur gennem skoven. Og i går var nærmest en forårsdag, selvom vi kun skriver Januar. Solen skinnede, fuglene fløjtede og jeg måtte lyne jakken op, når jeg gik i læ. På denne rute er der mange steder med bænke, bordbænke sæt, hvor det er muligt at sidde ned og holde en pause. Min blev holdt ved Husodde, hvor jeg havde havudsigt. En tur jeg helt sikkert går igen og en tur, jeg kun kan anbefale. Der er meget asfalt, men naturen gør det asfalten værd, turen er kuperet med en del bakker, ikke voldsomme bakker, men pulsen kom da lidt op. Stierne er farbare og etablerede og det er nemt at danne sig et overblik over, hvilken retning du skal tage.

Jeg har flere gange tænkt på, hvor effektive mine vandrestave egentligt er. Derfor gik jeg hele turen i går uden at bruge dem. Nu er jeg en erfaring rigere. De aflaster. Meget. Mine ben og ryg var fuldstændig færdige da jeg nåede retur. Så det der med, at de tager op til 30 % af belastningen, den er god nok. Fremover skal de altid bruges.

Jeg har fået en ny arbejdsplan på mit job. Det betyder, at jeg har uger, hvor jeg kun skal arbejde 2 dage. Det giver jo nogle helt fantastisk muligheder for vandreture. Også dem der ligger lidt væk fra matriklen. Derfor har jeg bestemt mig for, at vandre Gendarmstien i Sønderjylland. Den består af 4 etaper. Altså skal jeg overnatte undervejs. I facebook gruppen “For os der vandrer” spurgte jeg om gode overnatningsmuligheder. Og jeg må sige, at der er et sammenhold og en hjælpsomhed i den gruppe, som jeg ikke har set særlig tit. Tusind tak for jer. Det er virkelig skønt at opleve. Jeg vil gøre brug af de kontakter, mit opslag har skaffet mig. Tænker det bliver engang til april/maj, at jeg kaster mig ud i den tur.

Antal vandrede km indtil nu;
Tidligere vandret; 506,7
Vonge-turen 19,2
Nørrestrand; 22,6
Søen rundt; 7,5
I alt vandrede km; 556 km.

Ha’ en skøn dag derude – I kan tilmelde jer mit nyhedsbrev. Så får I post en gang om måneden…. Jeg kan ligeledes følges på facebook og på instagram….
Kh Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *