#27 – Hov… Der blev jeg lige fyret

apr 9, 2020 Tankerne, Vandreturene

Fornemmelsen af, at modtage en fyreseddel er lidt ubeskrivelig. Det job, jeg lige er blevet opsagt fra, har helt sikkert været mit favoritjob. Jeg er blevet fritstillet, så det betød, at jeg måtte rundt til alle de fantastiske unge mennesker og sige farvel. Puha… Det trak vand i øjnene. Årsagen til fyringen er noget så kedsommeligt som økonomi og manglende indskrivninger. Forståelsen for, at der ikke er økonomi til at beholde alle ansatte har jeg, men det gør det ikke mindre trist. Nu står jeg så registreret som arbejdsløs, og alle der følger en smule med, ved godt, at det ikke bliver helt vildt nemt at finde noget andet. Måske er det nu, tiden er til at skifte spor. Spørgsmålet er så bare, hvad jeg har lyst til at skifte til…..

Mørke skyer på himlen – og også lidt i mit hoved

Hvis jeg skal grave noget positivt frem fra denne opsigelse, må det være, at jeg kan få virkelig mange kilometre i benene nu. Jeg kan vandre hver dag, hvis jeg har lyst. Gendarmstien bliver ikke et problem nu, der er ikke flere weekend-vagter og sene aftenvagter. Vejret er skønt og naturen spirer, fuglene synger og dyrene er på græs. Alt dette nyder jeg heldigvis i fulde drag. Mine vandreture er mine frikvarter. Og jeg har brug for dem, især nu, da min fremtid er lidt usikker. Det er den på flere fronter. Hvis ikke Corona’en sætter en stopper for Caminoen, så gør et nyt job det muligvis. Jeg skal virkelig kunne sælge sand i Sahara, hvis jeg skal overtale en kommende arbejdsgiver om, at jeg skal ansættes, selvom jeg har planlagt 6 ugers vandretur i efteråret.

Et billede på positivitet

Siden sidste indlæg har jeg fundet nye ruter. Nogle rigtig flotte ture, hvor der samtidig er godt med højdemetre. Jeg satser jo stadig på, at skulle over Pyrenæerne, så bakketræning er et must. Skanderborg var målet for en vandretur sammen med min datter. Udgangspunktet var 15 km og starten var ved Vestermølle. Vi endte på 17,8, hvilket måske ikke er så overraskende, da jeg ikke besidder nogen form for stedsans overhovedet.

Lækkert start område ved Vestermølle

Vi startede ud i skoven og gik over Fruering videre til Pilbrodalen. Derefter til Stilling og retur til Skanderborg på et ganske fint sti-system. Utrolig smuk tur, der bød på bløde (dog høje) bakker, smuk natur og både skov og sø. Kaffe og madpakke pauser med udsigt og stort set ingen mennesker. Den skal prøves igen snarest. I øvrigt også på plus-siden at Spangsbjerg har et chokolade udsalg i Skanderborg by….. Belønningen kom i hus.

Træskohage – her er lækkert

Mere eller mindre frivilligt havde vi de to hjemmeboende med en tur rundt om Rohden Gods. Det er en ny favorit. Den er ikke voldsomt lang, godt kuperet og noget af det smukkeste i nærheden af min matrikel. Solen skinnede og vi kom op i fyrtårnet. Igen, fantastisk udsigt, vi mødte kun andre mennesker ved Træskohage, ellers havde vi det hele for os selv. Turen er på 11 km, og med en 11 årigs selskab kræver det et par pauser. Det er der heldigvis også masser af muligheder for.

Pause-hygge på min tur til Purhøj

Purhøj turen blev udvidet med en tur i Boller Skov, Boller Slotshave har igen åbent og er som altid et besøg værd. Hvis du vil have den bedste udsigt over Horsens og omegn, så er det Purhøj du skal til. Har gået turen mange gange, og den nye udvidelse bliver også gentaget.

Nu ser jeg frem til nogle uger med dejligt vejr og masser af vandring. Indtil videre ser træningstallene således ud;
Tidligere vandret 860,7
Vejle Dyrehave 7,3
Purhøj/Boller skov 17,1
Rohden Gods 11,2
Vestermølle, Skanderborg 17,8
Bygholm Sø 8,0
Totalt 922,1
Rigtig god påske til jer derude, pas på jer selv og hinanden
Kh Tina

Total Page Visits: 267 - Today Page Visits: 6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *