#38 – Himmelbjergruten

Det er længe siden jeg sidst har lavet et indlæg. Tiden går stærkt, og jeg har prioriteret andre ting her hen over sommeren. Derfor er det nu blevet tid til en opdatering. Det nye job har kastet rigtig mange timer efter mig og jeg har holdt en enkelt uges ferie med familien i det Nordjyske. Coronaen trives desværre stadig i bedste velgående, hvilket endnu engang fører til spekulationer om min Camino i næste måned…….

Corona eller ej – så havde jeg et par fridage samtidig med, at manden min stadig holdt ferie, så vi tog en tur på Himmelbjergruten. Og den kan i den grad anbefales. Vi startede i Ry og gik nord om. Destinationen var Danhostel i Silkeborg. Vi havde booket hjemmefra, hvilket var rigtig heldigt, da der var alt optaget.
Selve ruten starter ved den store Kvickly i Ry. Her er også gratis langtidsparkering, hvilket er super fedt, når man kommer i egen bil. Det kunne andre kommuner godt tage til sig. Vi havde skønt vejr, delvist overskyet og tørt. Selve ruten er virkelig godt skiltet (igen en opfordring til andre ruter) og der er masser af muligheder for at tage en pause på en bænk undervejs.

Der er omkring 30 km til Silkeborg, når du går nord om. Det er en rute der er gennemtænkt og det er virkelig minimalt hvad der er af asfalt. De få gange vi blev ledt ud på vejen, blev vi ledt ind igen efter 100 meter. Der er mange smukke udsigter så tag dig god tid til at nyde det hele. Turen til Silkeborg er semi-kuperet, så vi kunne godt regne ud, at vi ville få en del stigninger på anden dagen. Vi ankom til Danhostel Silkeborg omkring kl. 15, på hjemmesiden stod der, at der var indtjekning fra kl. 16, heldigvis var der super service og vi fik vores værelse med eget bad og toilet med det samme. En overnatning i højsæsonen for 2 koster lige omkring 1000 kroner. Vandrehjemmet ligger tæt på Silkeborg Centrum og indkøbsmuligheder. Vi lejede en linnedpakke, så vi slap for at skulle bære sengetøj og håndklæder, mener det kostede omkring 70 kroner pr. person. Det er et superfint vandrehjem og morgenmaden (der var inkluderet i prisen) var virkelig lækker.

Efter en god nats søvn og rigeligt morgenmad startede vi på dag to. Dagens højdepunkt (bogstaveligt talt) var Himmelbjerget. Denne del af ruten har mange højdemeter, igen går du på gode velanlagte stier. Det er vigtigt du har masser af vand og proviant med (det gælder hele ruten) da det er en rute i naturen. Det vil sige, du kommer ikke lige forbi en bager eller en købmand. Stadig god skiltning, vi endte (selvfølgelig) med at gå forkert. Det er udelukkende fordi, vi var uopmærksomme, heldigvis så fandt vi Himmelbjerget og kom tilbage på sporet derfra.
Himmelbjergruten vil jeg anbefale til alle, efter min mening er den lige så smuk som Gendarmstien.

Den første længere vandretur med manden min – og vi nød det. Det er højt til himmel og god tid. Vandrehjemmet i Silkeborg fra også min anbefaling, du kan læse mere lige her.
Lige om lidt tager jeg forhåbentligt afsted på Caminoen med alle de forbehold det kræver.

Pas på jer selv og hinanden
Kh Tina

Total Page Visits: 431 - Today Page Visits: 5
2 tanker om “#38 – Himmelbjergruten”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *