#44 – Søndags lukket

nov 1, 2020 Tankerne, Vandreturene

Den første søndag på Caminoen blev lærerig. Alt holder lukket søndag, også mange af de små barer, hvor der ellers serveres morgen. Gudsketak og lov for den snack-maskine i Zubiri. Den sikrede mig da en form for morgenmad….

Når alt andet er lukket

Afgang fra Zubiri så tidligt, at det stadig var mørkt. Heldigvis havde jeg i sidste øjeblik smidt min pandelampe i rygsækken. Det var en god prioritering. For første gang startede jeg ud uden morgenmad og kaffe. Jeg havde nemlig tjekket ruten ud og konstateret, at der efter cirka 5 km ville være en lille landsby med en bar. Her var planen, at jeg ville holde min første pause. 5 km er jo ikke mere end en times vandring, og det kunne jeg godt klare. Problemet var så bare, at det var søndag. Og om søndagen er næsten alt lukket i Spanien. I denne lille landsby var alt lukket og forladt, så ingen kaffe til mig.

Det hele var lidt sort/hvidt indtil min kaffe dukkede op

Heldigvis havde jeg købt rigeligt ind i snack-maskinen i Zubiri. Efter 7 km måtte jeg sætte mig på en sten og spise en pakke Oreos og dertil nyde vandet fra min camelbag. Det er en af de oplevelser det sidder fast i hovedet. Her sad jeg midt i ingenting og spiste Oreos og drak vand med en smag af klor. Joe kom forbi, han grinte lidt af mig og fortalte, at han havde spist i Zubiri. Efter cirka 12 km kom jeg forbi en åben bar. Så kunne jeg få min kaffe, og den traditionelle tortilla (Dette er en æggekage med kartofler) Tortilla er lækkert i starten af caminoen, skulle hilse og sige at man får nok….

Udsigten fra dagens første pause

I baren fandt jeg Joe og Julian (fra Frankrig) også Jorge dukkede op, så der var dømt hygge og snak med andre pilgrimme. Dagens etape foregik i eget selskab og det er virkelig noget jeg nyder. Det er dejligt at være selv at kunne bruge den tid man har lyst til. Det var en smuk etape med nogle enkelte voldsomme stigninger. For første gang oplevede jeg lidt mangelfuld skiltning, heldigvis havde jeg app’en Camino ninja installeret. Den er intet mindre end genial. Du kan se distancer, byer med barer og overnatningsmuligheder, højdemetre og ikke mindst et kort der viser dig ruten og din position i forhold til denne. App’en er gratis og jeg kan kun anbefale den.

En ægte life-saver – en iskold cola fra en foodtruck

Dagen bød på mange små landsbyer, hvor tiden går baglæns. Der er ingen udvikling at spore her, det er som om, du rejser 50 år tilbage i tiden. Jeg ankommer til Pamplona først på eftermiddagen og tjekker ind på Albergue Plaza Catedral. Coronaen tages seriøst her, og jeg får målt min temperatur, min rygsæk bliver sprøjtet og det samme gør mine sko.

Marta er på samme albergue. Hun bliver min guide i Pamplona. Hun har været der før og har en masse viden om de forskellige historiske monumenter. Vi får turens første is på en lille hyggelig plads og sidder og kigger på livet i denne fantastiske by. Trods masker det meste af dagen, nyder jeg alligevel at være i en større by, der emmer af liv. Vi spiser aftensmad på en tapas-bar Marta har fået anbefalet. Det var virkelig lækkert og til en absolut rimelig pris.

Bedømmelse af Albergue Plaza Catedral; Super lækkert hostel. Meget god stemning og imødekommende personale. Gode faciliteter og en perfekt beliggenhed i byen. ******

Total Page Visits: 59 - Today Page Visits: 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *