#47 – Velsignelsen

nov 2, 2020 Vandreturene

Det var svært at komme igang med dagen. Fysisk havde jeg ramt muren. Der var ingen energi overhovedet og begge mine ankler var så hævede, at knoglerne ikke kunne ses. Der var ingen kære mor, så efter et ordentligt farvel kram til Marta kom jeg afsted. Solen skinnede igen i dag og endnu et ikonisk sted ventede mig.

Vand eller vin….Kl. er her 9.30, så jeg valgte vand

Starten på dagens etape var nem, jeg var igen godt oppe i højderne, og fornemmelsen af at stå på toppen i fuglesang og solskin kan ikke sammenlignes med noget andet. I det fjerne kunne jeg også høre kirkeklokker fra de mange kirker, der er alle steder. Total idyl. Dagens første pause holdte jeg med de spanske piger, Julian, en spansk læge og Joe. Joe havde holdt en pause foran et albergue, hvor han havde talt med en ung spansk mand, der boede der med sin mor. Jeg så dem godt, da jeg passerede. Den unge mand dansede på gaden for bygningen til noget ret heftigt hip/hop musik. Joe havde drukket te med moderen imens. Den unge mand havde fortalt, at vi levede i et parallel univers og at det var universet og krystallerne der bestemte folks skæbner. Da Joe gik videre fik han tobak og en pose med tørrede planter med. Den unge mand var sikker på, at Joe ville få gavn at af ryge dette senere. Hvad det endte med blev jeg aldrig helt klar over.

Optakt til mesetaen

Naturen har ændret sig, og det blev mere og mere tydeligt, at Mesetaen ligger foran. Dagen i dag var varm og uden mange landsbyer. Det var en af de dage, hvor det var vigtigt at have vand nok. Jeg tankede op ved hver vandpost jeg kom forbi. Jeg havde min 2 liters camelbage og en ½ liters flaske i sidelommen på rygsækken. Det var ikke til at vide, hvornår min camelbag var tom, så rutinen blev at jeg drak af flasken ved hver vandpost og fyldte den op. Undervejs drak jeg af camelbagen. Mine fødder hævede mere og mere, og til sidst gjorde det virkelig ondt. Der var ikke skygge nogen steder og til sidst måtte jeg sætte mig i kanten af vejen i skyggen af en busk og spise “emergency” croissanter.

Et dagligt syn på caminoen

Sengen til natten var i Bedstemors hus. Et superhyggeligt Hostel, hvor hospitaleroen ordnede mit vasketøj. I en vaskemaskine. Luksus. Det føles altså mere rent end når det er vasket i hånden. Også Jorge boede her, så det var rart at se ham igen. De spanske piger var også indlogeret her. Mine fødder var fuldstændige færdige, så jeg brugte eftermiddagen i og omkring huset. Los Arcos er en meget lille by med enkelte restauranter og en kirke. Jeg bestilte både aftensmad og morgenmad på alberguet. Det viste sig, at vi kun var 2 der havde bestilt aftensmad. Jeg nød middagen med spanske Natalia. Hun var helt utrolig sød og imødekommende. Det engelske sprog var lidt vanskeligt for hende, men det gik. Under middagen fortalte værten anekdoter fra alberguets historie og vi blev inviteret til 10 års jubilæum næste år. Det var egentligt i år, men det blev udskudt på grund af coronaen.

Efter aftensmaden opfordrede værten os til at gå i kirke. Der var messe, og kirken skulle være meget smuk. Jeg valgte at gå til messe. Det var en meget overvældende oplevelse. Kirken var ubeskrivelig smuk. Til sidst blev pilgrimmene velsignet og vi fik et stykke papir med en bøn for os.
Bedømmelse af La Casa De Abuela; Super hyggeligt sted med en hjemlig atmosfære. Interesseret og venligt personale. Halvstore sovesale og 3 etager højt. Mulighed for at bestille mad og få vasket tøj. ******
Læs mere om La Casa De Abuela her

Total Page Visits: 43 - Today Page Visits: 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *