#57 – Carcrash kylling

nov 5, 2020 Tankerne, Vandreturene

Første dag uden forhåndsbooking, det var lidt angstprovokerende. Og det var lidt latterligt, at det fik lov til at påvirke mig. Til gengæld kunne vi se frem til en overnatning i et vaskeægte kloster, hvis det lykkedes os, at nå frem i tide

Selve turen var kedelig langs med landevejen. Der var ikke meget, der havde åbent, så morgenmaden blev indtaget foran endnu et lukket herberg. Det var rart at følges for en gangs skyld, jeg syntes, at jeg havde fundet en god balance i, at gå alene (og nyde det) og følges med andre. Min højre ankel begyndte at skabe sig lidt. Den fik en gang sportstape, og så var jeg klar igen. Marias fødder var også smertefulde, så dejligt at det var en kort tur i dag.

Morgenmaden….

Gudskelov kom vi tidligt nok afsted og fik et tremandsværelse på Albergue Santa Clara. Det var en virkelig autentisk oplevelse, da det var et gammelt kloster. Stemningen og indretningen sendte tankerne tilbage til de gamle dage. Jeg gik op i byen (der var meget lille) og fik mig en god frokost. Vi var der tidligt og jeg havde derfor masser af tid. Da jeg kommer tilbage til klostret er de andre gået. Her fik jeg for første gang en følelse af ensomhed. Efter lidt reflekteren over egen rolle i denne følelse, besluttede jeg mit til, at gå op i byen og finde de andre. Da jeg kom derop, blev jeg budt hjertligt velkommen, og det var en fantastisk følelse. De HAVDE faktisk lyst til at være sammen med mig. Vi sad og drak øl det meste af eftermiddagen, Will, Lee og Per var der også. Snakken gik omkring, hvorfor vi hver især havde valgt at gå caminoen, og Lee og jeg havde en ret intens snak om emnet normalitet. Jo, samtalerne kan både være lette og dybe på caminoen. Vi gik ud og spiste sammen med en flok unge mennesker. Det var til dato den værste madoplevelse. For det første kom maden ind og var halvkold. Efter at have klaget over det, fik den lige et minut mere i microovnen. Jeg havde bestilt en kylling ret. Kyllingen bestod mest af ben, og jeg havde faktisk ikke lyst til at spise den. Will konstaterede ganske køligt, at det var, hvad han ville kalde Carcrash chicken. En virkelig sjov dag, hvor jeg fik grint en hel masse.

Bedømmelse af Hostel Santa Clara; Fint sted med gamle værdier. Gode værelser og okay faciliteter. Der er ikke mulighed for mad. ******
Læs mere her

Total Page Visits: 43 - Today Page Visits: 3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *