#65 – Den dag jeg røg på røven…. Helt bogstaveligt…

nov 6, 2020 Vandreturene

Jeg kan huske, da jeg gik i Pyrenæerne i starten af turen. Jeg tænkte, at det var godt, at jeg startede med det hårdeste, for så var det overstået. Der må have været nogen, der har glemt at fortælle mig om bjergene i slutningen af turen. Dagen i dag var den hårdeste overhovedet…..

Skyerne hang lavt, da jeg lagde ud i morges. Lidt ærgeligt, da endnu et ikon blev placeret i dag. Nemlig Cruz de Ferro. Det var småregnede og helt vildt tåget da jeg lagde fra land sammen med Sabrina. Det var ikke meget vi kunne se, og det var også koldt. På Caminoen var det ikke noget der stoppede nogen, så vi fortsatte selvfølgelig bare fremad. Min sten hjemmefra lå i min lomme. Rygterne sagde, at hvis man lagde en sten ved Cruz de Ferro, så ville alle ens synder blive tilgivet. Det kunne jeg da ikke modstå, så jeg havde medbragt stenen hjemmefra, som sagnet forskriver det.

stenen blev lagt – tanker sendt afsted

Efter korset fortsatte ruten nedad bjerget – alt det jeg havde gået op i går skulle jeg gå ned i dag. Og nok mere til. Heldigvis lettede skyerne på et tidspunkt op af formiddagen. Det gav nogle udsigter, jeg aldrig i mit havde oplevet før. Da vi gik så højt i bjergene, forsvandt skyerne faktisk under os, hvilket betød at der gennem hullerne i skyerne dukkede et imponerende landskab op.

Ponferrada, set gennem et hul i skyerne

Ellers var det bare ned af bakke, på det vildeste underlag. På et tidspunkt valgte jeg, at gå ud på vejen. Det var farligt at fortsætte på stien, da det hele var vådt og fyldt med løse sten. Tilbage på stien igen senere fortsatte det nedad. Der var flere gange, hvor jeg gled og takket været mine vandrestave fandt balancen inden det gik galt. Min ene ankel gjorde ondt, og det betød, at jeg var noget langsommere end Sabrina til at komme ned. Hun gik derfor i forvejen. Pludselig skete det alligevel. Bum, så sad jeg på røven midt på bakken. Jeg slog mig ikke – rygsækken tog det værste, men stoltheden led et knæk. Gudskelov var jeg alene, for der blev fyret nogle mindre pæne danske gloser afsted.

Mit bekendtskab med Sabrina medførte, at jeg stoppede med at booke på forhånd. Hun gjorde det ikke, og havde altid en seng at sove i. Planen for dagen i dag var et donativo hostel. Altså et hostel, hvor du betaler det, du synes du har råd til. Heldigvis fik vi en seng, og igen kun Sabrina og jeg på værelset. Mine eneste lange bukser blev vasket, hvilket var absolut tiltrængt, da vejret ikke havde været til korte bukser de sidste mange dage. Daniel, Sabrina og jeg spiste sammen og drak en del rødvin. Der blev grint en masse og følelsen af at høre til en gruppe var igen tilbage.
Min bedømmelse af Albergue San Nicolas de Flue; Rigtig fint sted. Bærer præg af at være donativo, stort med plads til mange, faciliteterne er okay. ******
Læs mere her

Total Page Visits: 79 - Today Page Visits: 2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *