#74 – Santiago… I made it….

nov 7, 2020 Tankerne, Vandreturene

Så sluttede det. Jeg stod på pladsen midt på eftermiddagen. Efter 800 km i mine vandresko. Jeg havde gået tværs over Spanien. Mit mål var nået. Jeg gjorde det – selv, og jeg gjorde det for min skyld

Mærkelig morgen. Vi stod op og pakkede vores ting. Flokken havde aftalt, at vi skulle mødes ved skiltet ved indgangen til byen. Det lå i luften, at vi hver især havde behov for at gå alene og få de sidste tanker på plads. Allerede fra starten af stien var der tydelige tegn på, at vi nærmede os Santiago.

Daniel og jeg gik i nogenlunde samme tempo, så vi slog følgeskab kort tid inden byen, vi talte egentlig ikke så meget sammen, vi fandt bare behag i hinandens selskab. Vi nåede skiltet og ventede på de andre. Så vi i samlet trop kunne gå ind til katedralen

Vi manglede Manuel og Javier ved skiltet. Manuel havde slået følgeskab med nogle spanioler og Javier havde taget en dobbelt distance og havde været i byen det sidste døgn. De obligatoriske billeder blev taget og så var det bare det sidste stykke vi manglede. Efter en dag i solskin blev det overskyet og regnvejr. Meget sigende, da vi ikke var sprudlende men meget mere eftertænksomme.

Da vi nåede ind i centrum mødte vi hver især pilgrimme, der på en eller anden måde, var en del af vores rejse. Derfor endte jeg med at gå alene ind på pladsen. Maria og Jack ventede på mig der, og jeg trængte til at se dem. Pludselig kunne jeg høre sækkepiben. Og så gik det helt amok. Jeg tudbrølede som et lille barn. Jeg var på hulke-stadiet. Det var så enormt stort og rørende at jeg slet ikke kunne styre noget som helst. Jeg var her. Jeg havde gjort det. Det var slut. Jeg vendte mig om, Maria stod med et skilt i hånden og bød mig velkommen, så tudede jeg igen. Flokken var nået ind, de var ligeså ramte som mig. Manuel græd, Sabrina græd, Alix græd og Daniel havde tårer i øjnene.

Mit favorit billede…..

Efter fotos, kram og snak gik jeg på Pilgrimskontoret og fik mit compostella. Det var i den grad velfortjent. Derefter drak jeg øl med Maria og Jack – den største øl jeg nogensinde havde fået. Jack havde bestilt den til mig. Jeg skulle vælge hvem, jeg ville spise med. Flokken eller Maria og Jack, og jeg kunne mærke i min mave, at det var nødt til at være de sidste. Det var fantastisk at se dem igen. Så rundt og få krammet farvel, jeg skulle jo hjem i morgen.

Jeg har haft den mest fantastiske tur. Den har budt på udfordringer, der er blevet løst, nye tanker, der er blevet tænkt, fremtidsperspektiver der bliver ændret. Og en afhængighed jeg kommer til at leve med. Jeg skal afsted igen

Total Page Visits: 78 - Today Page Visits: 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *