Tag: hviledag

#48 – Lortedag

Dette skulle vise sig at blive den værste dag på hele min tur. Allerede fra morgenstunden havde jeg voldsomme smerter i foden. Jeg stod op kl 5 og gik kl 6 30 km. Dagens etape var lang og jeg ville gerne afsted inden varmen for alvor satte ind. Det var nok her, jeg skulle have lyttet til min krop. At gå 30 km. med smertende fødder fra starten af, er ikke en god ide.

det er vel altid rart at være omsværmet – også selvom det kun er af natsværmere

Jeg fulgtes med Natalia fra Spanien virkelig sød kvinde 41 år. Humpende afsted kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne holde tempoet. Mit kamera sad fast i clipsen på rygsækken og alt var bare træls. Efter en morgenpause kunne jeg ikke holde tempo og valgte at gå alene. Smerterne var så store, at jeg seriøst overvejede at tage en taxa fra Viana. Nu besidder jeg desværre et ret stærkt stædigheds-gen og fortsatte alligevel de sidste 10 km. Et besøg på apoteket indbragte mig sportstape, salve mod inflation og panodiler, og så kunne jeg godt humpe mig i mål. Jeg mødte Natalia og Jorge et par gange hen over dagen.

Natalia og Jorge

Jorge var en ægte gentleman og tilbød at tage nogle af mine ting i hans rygsæk, så jeg ikke skulle bære så meget. Stoltheden i mig vandt og jeg sagde pænt nej tak. Det har jeg efterfølgende tænkt en del over. Der er et ordsprog der hedder; The Camino provides…. (Caminoen leverer det du har brug for). Måske skulle jeg bare have sagt ja tak. Nå, men alt andet lige, så klarede jeg det. Med utallige pauser, groteske mængder salve og masser af sportstape. Da jeg endelig nåede mit hostel satte jeg mig på min seng og tudbrølede. Set i bakspejlet græd jeg nok af udmattelse, smerter og opgivenhed. Dette var dagen, hvor jeg var klar til at tage hjem.

Sådan klarede jeg 30 km.

Joe fra England boede samme sted. Han kom og trøstede mig. Jeg tror han gik lidt i panik over at stå med en grædende kvinde, der var gammel nok til at være hans mor. Skrev hjem til manden min, som skyndte sig at ringe mig op. Han gav mig støtte og omsorg og opfordrede mig til at tage en hviledag i Logrono. Jeg tog imod hans råd og fik hvilet mig et par timer. Heldigvis var det et døgnåbent hostel jeg var på, så jeg ville ikke blive smidt ud næste dag. Logrono er en stor by med mange muligheder. Jeg opdagede at jeg havde tabt min lens-cap til kameraet. Dagen efter gik jeg på jagt efter en ny lens-cap. Desværre var der ingen der havde den størrelse jeg skulle bruge, så pudsekluden og et håreleastik måtte udgøre linse-beskyttelsen. Jeg var på posthuset og sende 2,3 kg overflødigt grej hjem. Det var ingen skade til at lette vægten i rygsækken en smule. Jeg tog i Decathlon efter regnponcho, jeg købte også en coolspray, energi-barer og salttabletter. Maria og Jack er på samme hostel som mig. De havde taget bussen da Maria havde nogle seriøse vabler. De valgte også en hviledag, så lidt heldigt for mig, så er der nogen tilbage jeg kender. Da jeg kom tilbage efter min indkøbstur, var jeg blevet flyttet til første sal. Den umiddelbare forklaring var, at der var mere ro. Den sandfærdige forklaring var nok nærmere, at værten havde sagt ja til, at der rykkede omkring 30 afrikanske arbejdere ind. De fik så stueplan, og lov til at bruge køkkenet trods corona-restriktioner. De havde ikke meget situationsfornemmelse, der blev set fjernsyn for fuld styrke, der blev talt i telefon til langt ud på natten og der var socialt samvær uden hensyntagen til at nogle gerne ville sove.

Trods hviledagen var mine ankler stadig meget hævet. Der lå igen 30 km foran mig, så jeg besluttede at gå tidligt i seng. Min motivation havde derimod godt af en hviledag, jeg gik til ro med en overbevisning om, at jeg godt kan det her.

Bedømmelse af Albergue Santiago Apostol; Lidt flippet hostel i en skummel gade med forsorgshjem som nærmeste nabo. Døgnåbent. Stort sted, meget uro. ******
Læs mere her