Tag: sagn

#50 – De manglende høns

Min venstre ankel var stadig knogleløs da jeg vågnede her til morgen. Derfor besluttede jeg at tage den med ro i dag. Distancen var kun 23 km, så jeg gik ned til restauranten hvor jeg spiste aftensmad med Maria og Jack for at få morgen mad. Jeg bliver vist aldrig fan af spansk morgenmad – kaffen derimod, den er lækker

Wuhuu – under 600 km tilbage….

Gik etapen alene i dag. Det var fantastisk morgen. At gå mellem vinmarker med solen i ryggen og ikke anden lyd end fuglefløjt er fantastisk. Det giver mig lykke. Undervejs mødte jeg Maria og Jack, vi holdte pause sammen. Vi havde hver vores destination i dag, de fortsatte til Granon, hvilket ville blive for langt for mig. At Mesetaen kom tættere på, blev fint afspejlet af naturen, helt vildt smukt, med horisonten langt ude. I Santo Domingo kunne jeg ikke booke noget hostel eller albergue, derfor havde jeg valgt den noget dyrere løsning og booket et eneværelse til den nette sum af 24 euro. Det er jo i princippet ikke dyrt, men de andre nætter havde prisen ligget på omrking det halve. Til gengæld ville jeg have det hele for mig selv, bortset fra badeværelset som lå på gangen. Og jeg havde en rigtig dyne, rigtige håndklæder og en dobbeltseng, totalt luksus

Pension Miguel ligger i samme bygning som en bar der også hedder Miguel. Personalet her talte kun spansk og jeg kunne ikke forstå forklaringen på, hvor jeg skulle gå hen. Resultatet var, at googleMaps brændte sammen, jeg vadede rundt i området en halv times tid inden det lykkedes mig at lokalisere den rigtige dør. Heldigvis nåede jeg indenfor lige inden regnen satte ind. Der var ikke vaske faciliteter, så jeg måtte vaske tøj i håndvasken på værelset. Efter et hvil var jeg rundt og se på byen. Santo Domingo er en mindre by, der har sin egen katedral, her skulle der ifølge sagnet, være levende høns, dem ville jeg gerne se, så jeg betalte for adgang, men fandt aldrig hønsene. Jeg spiste en hurtig gang Carbonara og gik retur til min seng. Mit tøj var overhovedet ikke tørt, så jeg brugte en times tid med en hårtørrer på at få det nogenlunde tørt, resten tørrer forhåbentligt over natten.
Bedømmelse af Pension Miguel; Fint sted med en god atmosfære. Det kan være lidt svært at finde, da det ligger i en hel almindelig opgang. Der er fælles toilet/bad og der er håndvask på hvert værelse. Der er ikke mange faciliteter derudover. Dyne, pude og en god seng. Rigtige håndklæder. ******
Læs mere her