Tag: vilde kaniner

#49 – Vi’ de vilde kaniner

Efter en rædselsnat uden meget søvn startede jeg dagen tidligt. Usikkerheden i forhold til mine ankler var tydelig at mærke. Det handlede heldigvis mest om at komme igang. Jeg startede sammen med Maria og Jack, vi fandt fint ud af Logrono i morgen mørket.

Smuk morgen i det spanske

Lang tur til Najera, omkring de 30 km. Den var nem at gå og lige ude af Logrono gik jeg gennem en smuk park. Der lå denne store sø fyldt med springende fisk. Imponerende syn. Inde i selve parken var der hundredvis af vilde kaniner, de var ikke sky, så jeg fik lov at komme rimeligt tæt på dem. Der var også flagermus og nysgerrige egern. Det var næsten som en gave at få ovenpå de sidste hårde dage. Efter parken var der en del med asfalt. Heldigvis blev jeg ledt ind på grusvejene igen og gik en stor del af dagen mellem vinmarker.

Masser af kaniner

For første gang fik jeg regnvejr af et par omgange. Nu havde jeg jo heldigvis min nye regnponcho. Jeg lignede mest af alt en overdimensioneret trafikkegle, men den holdte mig tør. Maria og Jack blev min nye camino familie. Vi svingede utrolig godt sammen, vi holdte pauser sammen gennem dagen, hvor snakken gik lystigt.

Maria og Jack

Der stødte også nye med pilgrimme til. Jeg mødte eksempelvis Leone, en ung kvinde fra Frankrig. Hun gik også caminoen alene, og vi stødte jævnligt på hinanden. Der var ikke mange pilgrimme på vejen i dag. Måske fordi jeg har holdt en hviledag og grupperne jeg kendte fra før er gået videre.

Natten blev på Albergue Las Penas. Jack og Maria var her også, de havde fået et “private room”. Jeg delte værelse med en fransk kvinde, der hed Kathrin. Ikke meget kommunikation her, da hun udelukkende talte fransk. Hvilket jeg oplevede utallige gange, franskmænd der kun talte fransk. Det gjorde flere gange tingene ret besværlige for dem, da de fleste spanier kun taler spansk.

Bedømmelse af Albergue Las Penas; Fint og hyggeligt Albergue. Ny-istandsatte badeværelser. Vaske faciliteter og et fælles rum med et køleskab som kunne benyttes. ******
Læs mere her